Et tilfældigt møde med belgisk øl
Jeg indså hurtigt, at Belgien ikke er stedet for en, der ikke kan lide øl.
Bartenderen ved Cantillon Bryggeri pressede glasset ind i mine hænder med et udtryk af suprema tilfredshed, grinende på en måde der sagde 'Du vil elske dette!' Jeg kiggede tvivlende på den tågede brune væske, før jeg trak mig tilbage til et bord i det fjerne hjørne af rummet, hvor jeg ikke ville kunne se det alvorlige ansigt smelte ind i dyb skuffelse. Det var den tykke, cremede skum, der først rørte ved mine læber, efterfulgt af en lunkent surhed, der mindede mig om de kornede bundfald i en tepotte. Med et kæmpe ansigtstræk vidste jeg, at denne øl var spildt på mig.
12 timer tidligere, på udkig efter ting at lave i Bruxelles, havde jeg fundet Delirium Café, en bar der ligger i det tætte labyrint af gyder, der er sammenfiltret omkring Grand Place. Det fik en plads i Guinness Verdensrekordbog i 2004, da dets udvalg af 2.004 øl blev erklæret det bredeste på jorden, ironien af dette gik ikke tabt på mig, da jeg sad og nød den svageste frugtøl, jeg kunne finde. Belgique, indså jeg hurtigt, er ikke stedet at være en, der ikke kan lide øl.
Den overvældende mængde drikkevarer, der tilbydes på Delirium Café, er et bevis på menneskehedens besættelse af øl, et globalt fænomen der kun er næst efter vand og te i verdensforbruget. Men i modsætning til vand og te er øl et kompliceret stof opnået gennem en specifik proces, som får et nysgerrigt sind som mit til at undre sig over, hvordan denne driks første inkarnation nogensinde kom til. Svaret, eller i det mindste en del af det, skulle findes ved Cantillon Bryggeri.
Gær er måske den vigtigste ingrediens i ølbrygningsprocessen; uden det ville det endelige produkt bare være en dunkelt alkoholfri væske kaldet urt. Alligevel var det ikke før middelalderen, at nogen indså, at denne mikroskopiske svamp, der hidtil kun var fundet vej ind i hver bryg ved et tilfælde, faktisk kunne høstes i slutningen af hver produktionscyklus til genbrug i den næste, en proces der først ville være mulig i stor skala i andet halvdel af det nitttende århundrede.
Selvom det ikke er overraskende, at spontan gæring efterfølgende blev overhalet af denne kunstigt kontrollerede proces for at imødekomme verdens voksende tørst efter øl, var konsekvensen den gradvise opløsning af en tradition, der gav en spændende luft af uforudsigelighed til brygningsprocessen. Det er dette, der karakteriserer den øl, der produceres af Cantillon Bryggeri, en af de få resterende bryggere, der stoler på luftbåren gær til at gære deres produkt, hvilket forklarede, hvorfor bartenderen var så glad, da han præsenterede mig for en smagsprøve; en lille ændring i vindretningen, og det glas kunne have været tomt.
Tilfældigheder kan have været ansvarlige for at give liv til urt og skabe den øl, vi kender i dag, men det samme kan ikke siges for populariteten af mærker som Duval, Chimay og Leffe. Jeg så, mens bartendere i hele byen fjernede kapslerne fra forskellige ølflasker med et velkendt yank med de værktøjer, de havde gemt i lommerne på deres forklæder, opmærksomt hældende nektaren inden i, inden de tog en stump kniv og, med et elegant håndledsflip, skummede toppen, der var svulmet over glassets kant. Det var en fremvisning, der nærmede sig ritual, der mindede mig om de underlige apparater og den besatte omsorg, der går ind i hældningen af engelske ales og Guinness.
Men selvom der er århundreder af dedikation og omhu, der skal ærbødes af alle, der serverer belgisk øl, er dette på ingen måde en stagnerende tradition. Hoegaarden, en af de bedste øl, der har lækket uden for landets grænser, er blevet lavet i en eller anden form siden 1445, men i 2007 og 2008 udgav virksomheden to nye varianter, Rosée og Citron. Ved at gøre dette tilføjede den yderligere dybde til den belgiske ølkanon, hvilket udvidede dens udvikling og hjalp med at sikre, at den fortsat trives.
Det virkede som en relevant tanke, da jeg stod over for min sidste øl, før jeg forlod Bruxelles. Mort Subite betyder 'pludselig død' på engelsk, hvilket er det sidste, jeg kan forestille mig, der sker med øl fra Belgien. Processen med spontan gæring kan være blevet henlagt til historiebøgerne, men nuværende bryggerier gør deres bedste for at sikre, at deres produkter ikke går samme vej. Bedømt ud fra de entusiastiske ordrer, der blev lagt indenfor caféerne og barerne i Bruxelles, ville det se ud til, at den belgiske offentlighed gør det samme.
